Menu

Frivillighed

Sørby Fodbold er en klub i stor udvikling og derfor er der også en del opgaver, der hver dag skal løftes for at hverdagen fungerer for os alle i klubben. Desværre er det over årene ikke blevet nemmere at få frivillige til klubben, og det betyder at mange af de frivillige som er i klubben i dag, og som yder en kæmpe indsats på mange områder, er overbebyrdet, nogle gange ser vi også at det er de samme personer som melder sig. Der er derfor kraftigt behov for at flere melder sig og giver en hånd med.

 

Sørby Fodbold er drevet af frivillige kræfter og derfor har vi også alle et fælles ansvar for at få klubben til at fungere. Forudsætningen for enhver frivillig forening er, at alle bidrager (yde og nyde princippet), og der er heldigvis mange måder at være frivillig på, så alle kan bidrage.

 

Du kan hjælpe klubben, dig selv og os alle sammen med at gøre klubben endnu bedre, mere veldrevet og dermed også sjovere at være i.

 

Opgaverne er nemlig så mange og så forskellige, at vi har brug for alle - både dem der vil være med i det daglige i bestyrelsen og udvalg, arrangere aktiviteter og arrangementer, dem som er gode til at koordinere, strukturere, administrere og organisere og dem som synes, det er hyggeligt bare at være med omkring kampe, stævner og/eller andre klub arrangementer.

 

Har man på grund af en travl hverdag kun mulighed for at stille op nogle få gange i løbet af året til praktiske opgaver, f.eks. sidde ved dommerbordet til indendørsstævner, hjælpe til på arbejdsdage eller noget helt tredje er det også en kæmpe hjælp, som i sidste ende vil gøre en stor forskel for alle klubbens medlemmer, familier og gæster.

 

Alle som har lyst til at være en del af fællesskabet i Sørby Fodbold er velkomne - både forældre, bedsteforældre, naboer, venner og bekendte. Kun fantasien sætter grænser.

 

Vi tror, håber og forventer fra bestyrelsens side at I vil bakke op om klubben, som vi alle er en del af og nyder godt af, så vi i fællesskab kan dele opgavebyrden på flere skuldre. Kom og gør en forskel og vær en del af fællesskabet i Sørby Fodbold.

 

Har det fanget din interesse, så tag endelig fat i en fra bestyrelsen og få en snak om hvad du kan og vil bidrage med.

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Mange sportslige hilsner

Sørby Fodbold

Luk